tusinde lys
i små klatter
og alene
står stille
eller bevæger sig langsomt

For mig var de tre første strofer klart de stærkeste. Jeg kunne sagtens blive i de billeder, de skabte, meget længe.

God tekst! En virkelig interessant overvejelse i forhold til det samfund, vi lever i. For hvem er egentlig offeret? Hvor meget af dig, er dig - og hvor meget er mig? Og sætter vi så f.eks. folk i fængsel for forbrydelser, samfundet har begået?

Jeg tror, at du med dette digt opnår det, de fleste digtere ønsker at opnå: At sige meget mere med ganske få ord, end det nogensinde vil være muligt at sige med mange flere.
Jeg føler ikke, at jeg får noget "tvunget ned over hovedet" - jeg kan selv bestemme, hvad jeg ønsker at få ud af digtet - og på den måde kommer digtet til at sige lige meget om mig, som det siger om ordet kvinde.

Jeg kan godt tilslutte mig dinos fortolkning, men personligt ved jeg ikke rigtigt, om jeg som sådan forstod meningen, og om det i det hele taget var meningen, at jeg skulle forstå meningen - jeg havde alt for travlt med at nyde og suge sproget til mig. Jeg tror, at min forståelse af teksten hovedsageligt bunder i den følelse, teksten skabte for mig. De billeder, du danner, er meget skarpe og smukke, og du maler med et sprog, der står helt for sig selv. Det er meget stærkt, synes jeg.
F.eks.:
Ved de, at min mødom har sneget sig ned gennem lagnet og suget sig fast til gulvet, lige derinde?